Resume: Rungsted Cobras-Hvidovre Ligahockey
Mandag, 16. november 2009 15:58
Der var dømt underholdning for alle pengene søndag eftermiddag i Hørsholm Skøjtehal, hvor Hvidovre Ligahockey var på besøg. Hele 14 mål blev der scoret i en kamp som Cobras vandt med hele 10-4.

Hvad Olaf Eller drømmer om, om natten er ikke til at vide, men hvis han efterhånden vågner op med mareridt omkring kampene mod Rungsted Cobras, er det så absolut til at forstå. Seks kampe har holdene spillet mod hinanden indtil videre, og Hvidovre har endnu til gode at trække sig sejrrigt ud af en kamp.

Cobras lagde i første periode et voldsomt pres mod Michael Madsen i Hvidovres mål, men som i mange af de andre kampe hidtil i sæsonen, ville pucken bare ikke i nettet.

Forløsningen kom dog med knapt to minutter tilbage af kampen, hvor Thomas Johnsen, med et hug fra blå, fik sendt pucken i nettet i powerplay.

I starten af anden periode blev Cobras ramt af to udvisninger med kort mellemrum, og selvom spillerne kæmpede forbilledligt, lykkedes det alligevel for Hvidovre at udnytte det dobbelte overtal. Landsholdsbacken Phillip Hersby stod for udligningen.

Hvidovre pressede nu godt på for endnu en scoring, men Cobras holdt stand og efter godt syv minutter af perioden kom Cobras så endnu engang foran på et mål af Nicholas Phillips. Peter Persson vandt en faceoff, og Phillips knaldede resolut til pucken, som Madsen ikke nåede at se skyggen af.

Hvidovre var dog ikke sat af endnu. Den tidligere RIK'er Daniel Høhl kom afsted på et break-away, som han sikkert udnyttede og igen var der balance i regnskabet. Målet blev startskuddet til et rent målorgie. Seks mål på fem minutter blev det til, så tilskuerne fik fuld valuta for pengene.

Resultatet af de mange scoringer var at Cobras efter anden periode første 5-4.

Tilbagevendte Nicolas 'Mini' Monberg åbnede scoringen i tredie periode og da unge Johan Milling med en genial frispilning sendte Peter Persson afsted i et break-away, som sikkert blev eksekveret, var kampen reelt afgjort. Kræfterne var sluppet op for Hvidovre-mandskabet, og det var kun et spørgsmål om sejrens størrelse.

Thomas Johnsen udbyggede med sin anden scoring føringen til 8-4 og kort efter var Lasse Degn på pletten mens Hvidovre havde to mand siddende udvist.

Thomas Johnsen måtte med ti minutter tilbage af kampen udgå, efter han var så uheldig at få en stav i hovedet. Resultatet blev to knækkede tænder, tre løse tænder og tre sting i læben.

Rasmus Brendstrup lukkede og slukkede målfesten med scoringen til 10-4. Således fik alle fire kæder scoret.

Sidst Cobras scorede ti mål på hjemmebane var helt tilbage i december 2004, hvor Esbjerg blev sendt hjem med et 10-0 nederlag.

Rungsted Cobras - Hvidovre Ligahockey 10-4 (1-0, 4-4, 5-0)
18:11 1-0 Thomas Johnsen (Przepiorka, Monberg) PP
22:13 1-1 Philip Hersby (Liimatainen) PP2
27:36 2-1 Nicholas Phillips (Persson) 
33:43 2-2 Daniel Høhl (Liimatainen) 
35:39 3-2 Andreas Sabroe (Degn, Poulsen) PP2
36:42 4-2 Eric Przepiorka (Johnsen) PP
37:06 4-3 Martin Nielsen (Sundberg, Cubars)
38:18 4-4 Ronnie Thomassen (Winther, Skygge) 
38:46 5-4 Morten H. Poulsen (Degn, Sabroe) 
41:44 6-4 Nicolas Monberg (Przepiorka, Johnsen)
44:59 7-4 Peter Persson (Milling, Phillips) 
45:39 8-4 Thomas Johnsen (Joensen, Przepiorka) 
48:50 9-4 Lasse Degn (Sabroe, Poulsen) PP2
58:33 10-4 Rasmus Brendstrup (Weis) 
Udv.: COB 5x2 min., HLH 13x2 min. 
658 tilskuere
Skud: 45-27
Share/Save/Bookmark
 

  Logo  
Ennovation - web communication & innovation